Skal, skal ikke, skal, skal ikke…
-af 1250, d. 29. January - 2010 13:22

”Abort er stadig tabu. Det er som at få fjernet hæmorroider. Man fortæller det ikke,” siger Alberte, der som 18årig fik en abort. MYBODY fik derfor lov til at fortælle Albertes historie.

En smutter
Alberte gik på 1. semester på universitetet og boede sammen med sin kæreste i et bofællesskab, da hun blev gravid. ”Jeg kan ikke rigtig huske, om jeg brugte prævention. Måske var det en periode, hvor jeg ikke havde råd til p-piller. Og så gik det galt,” husker hun.

”Jeg var ung og usikker på det hele. Jeg ville gerne have børn, men min kæreste var ti år ældre. Så jeg tænkte over parforholdet. Over at blive ”fanget” og miste min ungdom. Over ikke at kunne følge med på studierne. Over at opgive uddannelsen, som jeg var tændt på. Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Jeg kunne ikke se nogen anden løsning end abort. Det var ikke til at få det til at hænge sammen med et barn på en SU. Så der var også økonomiske overvejelser,” siger hun.

S.O.S. – hva’ gør jeg lige?!
”Min kæreste blandede sig ikke i min beslutning. Han argumenterede ikke for eller imod. Der var ingen diskussion. Jeg ville nok gøre det samme over for min datter i dag. Men på det tidspunkt følte jeg mig alene. Det føltes ikke som et fælles projekt, selv om han støttede mig,” siger Alberte.

Alberte var bange for at tale med sin mor om sin graviditet og om at få en abort.
”Jeg turde ikke fortælle min mor, at jeg var gravid. Jeg troede, hun ville reagere noget i stil med: Hvis nogen er løse på tråden i gaden, så er det dem, der har fået abort. Efterfølgende fortalte jeg hende det, og hun fortalte mig, at hun ikke mente det sådan, som jeg troede. Men jeg var forvirret dengang,” siger hun.

Til alt held havde Alberte en god veninde, som var en uvurderlig hjalp for hende. ”En af mine veninder havde fået en abort et år tidligere. Hun klarede det med gruppen på universitetet. Hun støttede mig og var en utrolig opbakning. Hun fortalte om, hvad hun havde været igennem,” siger hun. Det lærte Alberte meget af, og hun har efterfølgende hjulpet tre af sine veninder, som af forskellige grunde har fået abort.

Pinligt at gå til læge
Allerede da Alberte kom til lægen, var hun klar over, at hun ville have en abort. Da hun fik sin abort var den eneste mulighed den kirurgiske, hvor man sover gennem hele aborten.
”Jeg gik til lægen og udfyldte en blanket med anmodning om abort. Det var pinligt, fordi han havde skrevet recepten på mine p-piller - så jeg havde klokket i det,” siger Alberte. Hun var en lille smule nervøs, fordi hendes forældre havde samme læge, men lægen overholdt sin tavshedspligt. Efter Alberte havde været ved lægen kom hun meget hurtigt til forundersøgelse på hospitalet.

I seng med ”Æblemostreglementet”
På selve dagen for aborten var Alberte ”langt nede”, men hun fik støtte undervejs både af personalet på sygehuset og gennem en bog.

”De var enormt søde på hospitalet. De var gode til at fortælle, hvad der skulle foregå. Jeg græd meget, fordi det var synd for det her lille barn. De sagde, at jeg bare kunne sige til. Det var ikke noget, som var endegyldigt. Jeg blev installeret i en seng, fik noget rædsomt hospitalstøj på og skulle så vente. Jeg var mødt ind klokken otte eller ni om morgenen og havde fastet. Jeg havde taget Æblemostreglementet (John Irvings roman fra 1985, red.) med, som jeg kunne læse. Den handler om det, jeg skulle igennem. Det var som at have biblen med. Der var nogle trøstende ord. Og jeg kan stadig holde ud at læse den. Jeg kaster ikke op, når jeg ser den på reolen,” siger hun.

”Jeg fik en stikpille, som skulle udvide livmoderhalsen og noget beroligende. Så blev det tid til, at jeg skulle ned,” siger hun. Hun havde kvalme, og bedøvelsen begyndte at virke, da hun blev kørt til operationsstuen. En sygeplejerske holdt mig i hånden og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Da jeg vågnede, var jeg tummelumsk, forvirret og øm i maven. Jeg blev hentet kl. 16.30, og var sådan nogenlunde klar i hovedet,” erindrer hun.

Fortryder ikke
Hospitalsdørene lukkede i. Alberte var ude igen. Men aborten var ikke glemt. Den havde følger for Albertes følelsesliv.
”Jeg havde dårlig samvittighed over for barnet. Det havde ikke fortjent ikke at få et liv. Det havde ikke gjort noget,” siger hun, men slår samtidig fast, at det var den rigtige beslutning på det tidspunkt.
”Jeg har aldrig haft det sådan, når jeg har set et lille barn, at det kunne være ”min lille Emil”,” understreger hun.

Også efter aborten var Albertes veninder en stor følelsesmæssig støtte.
”Jeg brugte mine veninder meget bagefter til at snakke med og finde støtte. Men der gik et par år inden mine forældre fik noget at vide,” siger hun.

Sin egen læge talte hun ikke med om sine følelser, for som hun siger: ”Lægen havde meget travlt. Hvis man skulle tale følelser, skulle man have en dobbeltbooking. Jeg brugte ham til at få styr på min prævention.” Albertes forhold til sin kæreste kørte af sporet, fordi hun manglede opbakning.
”Forholdet til min kæreste røg hurtigt efter, fordi jeg følte, at det kun var mit ansvar. Jeg kunne have brugt mere snak og omsorg. Vi talte aldrig sammen om, at han skulle med på hospitalet. Og han kom aldrig med. Han kom kun og hentede mig, da jeg skulle hjem,” forklarer hun.

Tilbage til artikeloversigten   Debater denne artikel