Se kampagnen Husk Kondom
   
   
   

Store muskler, stærke drenge
-af Mogens Rude, d. 14. October - 2004 18:14

Der er et eller andet med os drenge og muskler. Vi vil være store, stærke. Nogen så store og så stærke, at de begynder at modellere deres kroppe, som en skulptur, et kunstværk. Nina Hobolth, museumsdirektør på Nordjyllands Kunstmuseum, giver en alternativ omvisning i mandekroppen, og ser på, hvordan idealet om at være stor og muskuløs har vundet frem gennem de sidste 80 år.

Fitness-centrene har fede tider. Vi fyre cykler, ”spinner” og pumper jern. Kroppen skal være stor og muskuløs, så den passer til en stram tætsiddende t-shirt. Vi drenge er for længst begyndt at forme og skulpturere vores kroppe – de skal være store, muskuløse, stærke. Det kan Nina Hobolth fra Nordjyllands Kunstmuseum nikke genkendende til.

Kan du indplacere unges formning af deres kroppe kunsthistorisk eller som kropsideal i kunsten?

”Ja, det synes jeg godt, jeg kan. Billedhuggere opgav i 1920’erne – det vi i kunsthistorien kalder modernismens gennembrud – de klassiske idealer. Dvs. de meget slanke og adrætte folk, som er inspireret af den gamle græske og romerske kultur. Man bliver optaget af samfundet, bliver mere socialt indstillet. Man begynder at lave skulpturer af f.eks. boksere. Man er også optaget af ansigtet, dét at have en boksernæse, som er knækket og voluminøs, store ører, store kæbepartier. Det er oven i købet en bevægelse, som kaldes ”vitalismen” – det kropsligt stærke. Nu kan man godt høre, at vi begynder at nærme os nazisme-idealerne. Det bryder vi os måske ikke om at høre, men dyrkelse af den meget muskuløse - meget stærke mand - den kom allerede i 1920’erne,” forklarer museumsdirektøren. Hun mener, at den stærke, muskuløse mand dukker op sammen med den nye teknologi, der vinder frem i USA og Europa. Bl.a. begynder man at løbe om kap med uret til de Olympiske Lege, og man får stor fokus på ernæring. Det er også på samme tidspunkt, at man begynder at hylde ”den arbejdende mand”.

”Der er ikke langt fra arbejderen til heroen – helten – der tør ofre sig. Det handler selvfølgelig også om Europas militærhistorie, det handler om krig, det handler om at være fysisk stærk, så man kan fx overleve i skyttegravene og lave hurtige raids, hvor man hopper op ad skyttegravene og begynder at beskyde fjenden,” siger hun.

”Dyrkelsen af manden og mandens dyrkelse af sig selv som muskuløs tror jeg aldrig forsvinder. Min egen lille psykologiske opfattelse er, at det er hormonalt betinget. Ser vi på dyrene, så har man brug for at være stærk, at kunne udstråle kropslig vitalitet,” mener hun, men understreger, at kropsidealet kan kamme over, som det gjorde i 1920’erne og 1930’erne.

”Her i Danmark var man f.eks. fra begyndelsen af 1930’erne klar over, at dyrkelsen af den hvide ariske mand - altså den nordiske muskuløse mand, som kunne vinde præmier til olympiaderne - rummede kimen til racisme. Derfor ser vi surrealismen herhjemme, som gør op med den mandsdyrkelse. Man vidste godt, at der også kunne sidde noget mellem ørerne og i hjertet. Kunstnerne begynder at drille offentligheden ved at lave billeder af deforme menneskekroppe. Pludselig siger man: Hov, hov venner! Dét, I tænker om kropslighed, er vildt forvrænget, vi vil gerne manipulere billederne, så I kan få øje på det,” fortæller hun og påpeger, at surrealisterne er et opgør mod krigen, mod volden – specielt med baggrund i den frygtelige 1. Verdenskrig.

Fonda, Rambo & Schwarzennegger
Tager vi springet nogle årtier frem til 1980’erne, så kommer der en amerikansk aerobicbølge med Jane Fonda, Rambo-filmene med muskelbundtet Stallone får succes, og bodybuildingen anført af Schwarzennegger bliver stor. Dét bliver startskuddet til det, som senere bliver kendt som fitness.

”Jeg tror, vi tænker meget i modreaktioner. 1970’erne var meget den bløde mand, hippie og flowerpower. Firserne er et gensvar på den bløde mand. Der skal vi have Tarzan og myterne om den stærke mand igen. Nu skal vi godt nok vise, at det ikke er sjovt at være mand, når det hele bliver for blødt og unisexet. Det ligger dybt i naturen, tror jeg. Vi er så nogle, der synes, at det er grotesk at opbygge sin krop sådan. Jeg sad vildt fascineret og så på konkurrencer, hvor mænd og kvinder viste deres enorme kroppe frem. Jeg så også interviews med de folk, og jeg sad og tænkte på deres kroppe, som er blevet vildt unaturlige, men set fra deres synspunkt, skulle de pumpe sig endnu mere,” siger Nina Hobolth om forløberen for vores fitness-kultur.

”Er der noget, der har præget kropskulturen siden 1980’erne, er det dét, vi i 1970’erne kaldte narcissisme, men som mere er sådan en meget selvoplevet og meget selvcentreret kropsopfattelse. Med Jane Fonda og den bølge, du nævner, der kunne man forme sin egen krop. Det var dog først i 1990’erne, at kunstnerne blev optaget af kroppen, og der havde vi meget krop i billedkunsten – det er helt utroligt. De var ikke som sådan optaget af bodybuilder-kroppen, men tendensen til at kunne modellere sig selv. Vi snakker om 1990’erne som kroppens årti, det svarer næsten til 1920’erne, som jeg startede med at fortælle om. Nu er vi i billedkunsten så tilbage i en åndelighed – gode fortællinger, myter osv.,” siger hun.

Det almindelige bliver trendy
Vil du kunne knytte noget på, hvordan de unge ser ud i dag?

”Jeg kan sige, at når jeg går på kunstudstillinger bl.a. i udlandet, så er det jeg møder ”almindelige miljøer” i gåseøjne, hvor almindelige mennesker færdes, som bliver fotograferet. Mange kunstnere er meget optaget af det anonyme menneske. Det menneske, som er et almindeligt menneske i modsætning til for hundrede år siden f.eks., hvor det skulle være den smukke kvinde eller smukke mand. Nu er man optaget af almindeligheden. Den er ved at være rigtig interessant,” forklarer hun.

Kunne man forestille sig, at det bliver det nye?

”Det kunne det godt være. Det almindelige menneske, som har nærvær og ikke altid ønsker sig et andet sted hen, hvor kravene til at være drømmeagtig perfekt eksisterer,” spår Nina Hobolth.

 


Billeder tilknyttet denne artikel. Klik for at se dem større. Hvis der ingen billeder er, er det fordi der ingen billeder er tilknyttet artiklen.

 
     
     


Mogens Rude / ww.mybody.dk  |  © Fotos & artikler 2014  |  Kontakt: 98 14 58 64 / info@mybody.dk